Dag 10 - tent'n'trails

Ok, dette bliver nok mit sidste indlæg i denne omgang. Martin og Heidi er gået i seng og jeg ligger ligeså stille på min hems og skriver dette.

Det har været en lidt hektisk dag, men jeg skal nok forsimple den i denne blog, så selv de der kæmper med en lille efterbrandert kan følge med.

Dag 10:

Stod op kl 9.

Var ude af døren kl 10 og i tent'n'trails kl 10.45. Lækkert sted med alt til hiking og de har såmænd både hund og kat. Købte lidt af hvert:

• solcelleoplader til min mobil
• superlet topers. telt (billedet)
• scarpa vandrestøvler
• let liggeunderlag
• div tilbehør

Den vandretur kommer tættere og tættere på!

Derefter tog jeg tilbage tilbage til W-burg tog et lille foto ...

Til aften grillede Martin og Heidi og jeg. Mens de to pakkede til Nova Scotia, chattede jeg med min smukke kæreste, der tilfældigvis var sent oppe.

Tak til det skønne værtspar! Farvel, for denne gang! Kys kys!

Subway til russisk-tyrkisk-jødisk bad

Sidder her på Dag 10 (torsdag) og er godt kogt ud i varmen. Har vadet byen tynd iklædt de store grimme spendérbukser idag... men først lidt om dag 9.

Dag 9

Indrømmet jeg er ved at være en træt turist. Det var jeg også igår ... selvom jeg egentlig ikke sov så længe, kom jeg først ud af døren ved halv tre-tiden. Supersløvt, thi jeg havde mangt en sag at forrette.

Jeg besluttede at mine cykeldage var ovre i NY. Nu skulle ned i undergrunden for ikke at lade et transportmiddel være uprøvet.

Min tur til subway'en gik gennem W-burg, hvor jeg skød lidt billeder. Jeg kunne mærke at fotografiet ikke havde min store interesse den dag. Så jeg skød kun to-tre stykker i W-burg.

Denne balancekunstner med pensel fortjente lidt plads.

Subway ligner sig selv. Som alting herovre. Solidt rustent jern. Selvom alting ser forfaldent ud har man en klippefast forestilling om at det kan holde for evigt. Ved ikke hvorfor. Kan godt lide billedet af den læsende fyr på den nedslidte baggrund. Der var en umiskendelig lokumsagtig fred over sceneriet.

Tog fra Marcy Ave st til Chambers nær City Hall, hvorfra jeg gik op til 18th st og Broadway, hvor jeg vidste Paragon Sports lå. Jeg prøvede 4-5 vandrestøvler indtil jeg blev træt af den stressede ekspedient. Martin havde ringet i mellemtiden og synes at vi skulle i russisk-tyrkisk bad i East Village.

På vejen stødte jeg på disse to gadekunstnere. Først en lille hommage til Batida's Grande Finale (et teaterstykke som Tobias spiller med i).

Og dernæst denne meget pågående herre med et dyr på hovedet. Jeg var nu mere interesseret i at tage billeder af hans udtrådte bedre(?) halvdel der hang i baggrunden med en cigaret i flaben og kiggede overbærende på de håbløse fotograferende turister. Desværre fik jeg ingen gode billeder af hende.

Drønfair ... Jeg hankede påny op i mig selv og vi tullede til badet.

Jeg er lidt ked af at jeg ikke kan vise jer billeder derindefra. Der var den mest fascinerende smældfede ortodokse jøde ... Slangekrøller, lændeklæde og behåret mave-mave-mave i en sauna, der hælder en spand iskold vand ned over sig. Smukt.

Badet består i sin enkelthed af tre saunaer, et dampbad og en ispool. Dertil kommer selvfølgelig almindelige brusere. Mod ekstrabetaling kan man få muddermaske, blive pisket med birkegrene (det er såmænd ikke så unormalt) eller få forskellige slags (lødig) massage.

Dertil kommer folkloren. Jeg er den eneste turist (tror jeg). Dette er et working class russisk bad og hvert enkelt hjørne af NY er repræsenteret. Selv kvinder er tilladt ...

Saunaernes hjørnesten er den russiske med et stort kar frisk koldt vandt og ellers er rummet træklædt som vi kender det fra svømmehallerne. Der stod spande med med hvilke man kunne overhælde sig selv. Martin og jeg var i badet i ca. 1 time... Vi prøvede de forskellige saunaer... men i den russiske sad en gut ... fra vi kom til vi gik og overhældte sig selv hvert minut. Grüss Gott! Det normale sind er en kringlet størrelse.

De to øvrige saunaer var en våd sauna og en tør (klassisk) sauna. Et fedt, hvis du spørger mig.

Dampbadet rummede en umiskendelig New York-oplevelse. Dampen var tyk - som meget meget tyk tykmælk eller lidt tykkere end som så. Kort sagt, man kunne knap se en hånd for sig. Martin og jeg satte os nær den hvæsende dampdispenser, hvori mere seriøse dampbadsfans fra tid til hældte et par dråber medbragt eukalyptus-olie.

Hvæseren stoppede imidlertig - og ud af tågerne tonede slangekrøllede manderøster i øm trestemmig religiøs sang ... Martin kiggede på mig med svømmende øjneog erklærede sin afgrundsdybe kærlighed til New York - og jeg må indrømme, den slags oplever man nu ikke i mange saunaer i Danmark.

Med en stadig oprømt Martin i førertrøjen finder vi et sundt sted at spise og mødes med Heidi.

Således fyldt op med grønt, danskvand og velbehag ... triller vi hjem på matriklen, hvor jeg præparerer næste dags indkøb og Martin foretager småreparation på cyklerne med en familiefaderlig mine.

Cykle dagen lang ...

Dag 8

Puha... lang dag på cyklen i går ...

Planen var at jeg skulle rundt og se på cykelbutikker, så jeg steg op på Martins lånecykels pilhamrende skæve pedaler og jollede derudad.

På vejen stødte jeg på en lille prydhave af mystiske tøjdyr. Martin siger at den har set sådan ud i mange år. Som om et barn midt i en leg blev for gammel til at lege med tingene og forlod stedet sådan - for evigt. Bilkirkegård med stilleben.

Jeg jollede videre på det raslende vidunder og så et par cykelforretninger. Æhm... det var i pladsen værd at fotografere de forretninger. De lignede de hjemlige indvandrer-cykelforretninger på Nørrebro til forveksling. Smækfyldte med gamle rustne vrag i blandet lidt nye cykler. Dog med to-tre forskelle. Cykelsmedene er flippede hipstere med tyrering i næsen og 50% af cyklerne er fixies.

Således desillusioneret, kørte jeg ind på Manhattan (der skal krydses en ret stor bro, Williamsburg Bridge) og efter at have købt underbukser i H&M spiste jeg frokost med Martin Bryant Park (nær Madison og 40th, for dem der er lokalkendte).

Med nyoptankede energireserver, besluttede jeg at jeg manglede et lille kamera, til når det store kamera var lidt for kluntet at rende rundt med. Gik derfor i B&H, alle kameraentusiasters absolutte paradis på 9th Avenue. Foto i 3 etager, kun jødisk personale og priser der er ubegribeligt lave. Besluttede mig for et lækkert lille Sony til små $160 (850 kr). Lignende kamera i DK, koster ca. det dobbelte. Forrygende!

Tog straks nogle billeder og frydede mig ganske så eftertrykkeligt.

Overvejede at fortsætte succesen med en ny macbook pro med en besparelse på 2400 kr ift DK, men blev lidt fornæret... desuden ringede Heidi og vi aftalte at mødes nær hendes arbejde mhp. at købe lidt picnic-agtigt og tage ind og se philharmonikerne i Central Park.

Det synes jeg ikke umiddelbart var nogen dum idé ... men det gik ligesom koks i det. Martin blev nødt til at arbejde lidt mere, så Heidi og jeg hjulede til Central Park, hvor vi skulle mødes med Janet. Der skete bare det, at Janet, der skulle står for picnickurven ikke var så skarp til at købe ind, så jeg blev efterladt som cykelpasser i udkanten af Central Park, mens Heidi, gik ind og reddede veninden i den deli hun nu sad fast i.

Som bekendt er intet så skidt at det ikke er godt for noget. Der var masser af gode portrætter at tage og jeg hev telelinsen frem og gik på rov ved parkens indgang.

Det var ved at tusse til og jeg måtte sætte blænden helt op og vælge høj ISO for både at få rimelige lukketider og lys nok på chippen - men jeg fangede et par ok billeder, synes jeg.

Jeg var dybt fascineret af denne kvinde, der uden på noget tidspunkt at kigge sig omkring krydsede pladsen. Magen til koncentration (og spaderedragt) skal man vist lede længe efter.

Den her lille pige løb uden stop rundt om sine forældre non-stop i de ca. 20 minutter jeg sad og fotograferede. Desværre var det et særligt mørkt område, så billederne blev lidt slørede.

Så blev mor lige lidt træt af al den energi ...

De her to kvinder komplimenterer hinanden så smukt. I forgrunden en lille uskøn, men tænksom fe skygget af selveste døden in persona. Et newyork'sk memento mori.

Efterhånden dukkede Heidi og Janet op med blåbær, druer, kiks, fire slags vidunderlig ost, two-bite brownies, hvidvin etc, osv ... Vi begav os på en ørkesløs vandring i gennem parken op til Great Lawn. Efterhånden som vi kom tættere på gik det op for os at omkring 100.000 andre havde fået samme idé (vitterligt 100.000!). Vi fik en plads under træerne uden udsigt til scenen, men hvor man hvis vinden stod rigtigt kunne høre lidt af musikken ;)

Telefonlinierne var helt udtamponerede - og det tog det meste af koncerten at finde Martin. Da han ankom beklagede vi, at man hverken kunne se eller høre musikken og han replicerede sarkastisk, at til gengæld var pladsen under trædækket perfekt til det senere fyrværkeri ... Det var så der skellet mellem danskere og de to canadiere (Heidi og Janet er begge fra Nova Scotia) blev meget tydeligt. Vi måtte lige forklare det sjove i bemærkningen en gang mere ... uden de dog fandt den sjov af den grund.

Efter at have trøstespist den vidunderlige lille picnic-kurv, skulle vi så hjem i gennem NY's mørke gader. Der var i mellemtid kommet den mest suveræne cykelsti på Broadway og over Times Square. Snyd ikke jer selv for den oplevelse, hvis i cykler i NY.

Således vendte en træt NY-cyklist hjem efter 12 timer i de skæve pedaler ... Tour de France-ryttere gå hjem og læg jer.

Endnu en hyggedag i W-burg

Dag 7

Jeg begynder at føle mig mere og mere hjemme i W-burg. Drønede rundt på må og få og ledte efter cykelbutikker, hvilket viste sig at være lidt ørkesløst uden kort... men jeg elsker bare at vade rundt i området og suge stemningen til mig.

Da jeg var træt futtede jeg ind hos en barber og fik flyttet ørerne af en lille venlig polsk dame.

Så satte jeg mig ind på en hyggelig café (Fabianes) og fik en solid kop mælkekaffe og en sandwich med hummus og lam.

Efter at have læst min bog og gloet på mennesker en rum tid på Fabianes begav jeg mig hjemad.

Martin ringede og jeg futtede ned i Marlow & Daughters efter lidt grillbart. Købte en fascinerende stor steak, lidt pølser med rosmarin og rødvin, lidt god gedeost og en ordentlig nævefuld violiner (olivener).

Jeg præparerede kødet, Martin grillede det og Heidi og jeg lavede en grapefrugt, pære, spinat, tomat og gedefeta-salat med en sød vinaigrette. Mens Martin grillede færdigt spiste vi ærter fra bælgen og store fede kirsebær og lod mørket lægge sig over terrassen. Kødet var usædvanligt mørt og måltidet blev ledsaget med seltzer (en danskvand med særligt meget brus, som er meget populær i det jødiske nabolag).

Lækkert, afslappet og hyggeligt. Vi snakkede om at bo i kollektiv, de mange gæster som Martin og Heidi har boende i løbet af et år - og om mine diskussioner med Matt om socialised medicine.

Nu sidder vi og sysler med hver vores bog eller computer og er helt i zen... mindst ...

Long Beach

Nå jah... Jeg glemte at sige at udover mine myggestik lykkedes det mig at blive solskoldet på en 5x20 cm lang stribe på højre side af overkroppen. Synes ellers jeg var så grundig med den solcreme ... suk...

Dag 6

Efter byturen vågnede jeg op fuldt påklædt på sofaen... med en belagt tunge af sprukkent sålelæder og en smag som indersiden af et baggårdsgarveri. Morgener som disse er det svært at tro at man nogensinde bliver normal igen. Heldigvis hjælper det at se ens venner lider mere end en selv.

Martin og jeg blev vækket af Heidi, der ringede for at spørge om vi kom ud til Long Beach. Efter to hurtige brusebade vaklede i vi ned i en taxa, der kørte os til Penn Station og derfra var der en time i tog til Long Beach. Jeg forundres konstant over stedet her... til min store overraskelse hed første stop "Jamaica". Hvad sker der for de amerikanere? Find dog på jeres egne navne... freaks...

Toget er proppet, men jeg får da læste det sidste af Bjarne Reuters punktvist hyleskægge "Den iranske gartner" og pludselig ankommer vi til en anden planet.

Det her er sommerlandet. En time udenfor New York city ligger det vildeste sommerferieparadis, med lange hvide strande, ret store bølger, strandbarer og relativt billige huse til leje.

I en taxa kører vi med en jazz-musiker der ofte har spillet i Danmark og efter en ret interessant samtale om den gamle by i Århus - møder vi Heidi ved en deli. Vi køber to tiltrængte sandwiches, da ingen af os var i stand til at spise hjemmefra og begiver os på stranden.

Heidi har boet hos 5 sygeplejersker, (hvor nurse Janet er den ene), der har lejet et hus i Long Beach for sommeren. Vi ankommer på stranden, hilser pænt, men er nu ikke specielt selskabelige... Vi spiser, hopper i vandet og falder i en dyb søvn.

Stranden og vandet er forrygende. Det blæser lidt, så det er ikke for varmt og når kropstemperaturen lige tikker over hopper vi i vandet og springer rundt som tosser i de store bølger.

Efter 6-7 timer ved stranden samler vi pakkenelliker og sydfrugter sammen og begiver os hjem. Vi lejer et par film og jeg snupper endnu en serie fotos fra opgangen... Hyggelig dag, trods den barske start.

Har nu fundet min frisør i W-burg og begiver mig ned til den lille polske dame på Bedford Ave, der efter sigende klipper godt. Altså damen.

På biergarten med mere ...

Sidder og sunder mig efter en temmelig barsk nat. Selvom Martin, Heidi og jeg hang ud hjemme og så en middelmådig Clive Owen-film blev mærkelig nok en ret slem nat. Vandet forsvandt i bygningen så jeg ikke kunne komme i bad efter at have kastet mig i bølgen brun og min beslutning om at sove ude på terrassen, viste mindre god end først antaget, da jeg vågnede op med gigantiske myggestik.

Det kløede ad ht og jeg udviklede 3x4 cm store hævelser omgivet af rødme... Vildeste myggestik jeg har oplevet... Havde måske fået 10-15 stykker på hænder arme og skuldre. Kløen var så intens at jeg i min søvnige hjerne udviklede en teori om at jeg var uvidende var stødt på halvfarlige gopler på stranden - og fordi jeg ikke havde kunnet skylle mig af bagefter, havde deres gift tid til at arbejde sig i gennem min hud ... Men her til morgen var der kun små røde prikker, en gedigen restkløe og en hævelse i underlæben der ikke vil lægge sig...

Men nu skal jeg fortælle om i forgårs ...

Dag 5

Martin advarede mig hjemmefra om at der ville blive en boys' boozy night out, med Nick, Dave, Matt og andre gutter... Vi skulle i hvert fald på Brooklyn Brewery, thi Nick (øl-aficianado par excellence) havde taget initiativet. Han havde åbentbart det sidste halve år eller mere knoklet r... ud af bukserne, med en stor examen ved siden af en 70 timers arbejdsuge - og som far til en 1 årig knægt. Konen og knægten var i Frankrig og examen var overstået, så Nick trængte til at komme lidt ud og vifte med ørene. Billedet viser Nick, da det går op for ham at vi alligevel ikke når at komme på Brooklyn Brewery.

Nå men... Vi starter på Martins terrasse. Heidi er sendt til Long Beach med veninderne. Mødetiden er kl 13, så omkring kl 14 dukker Nick op og derefter Matt. Vi får et par tøsedrinks med jordbær og lidt snacks. Snart dasker vi ned mod Downtown W-burg for at finde et passende sted at vente på de andre.

Efter at været stødt på et bikertræf faldet valget på Biergarten Badengast, hvor vi kan hænge ud, drikke god øl og se unge amerikanere, børnefamilier og bikere i en stor pærevælling sejle rundt i godt bayersk øl, pølser og sauerkraut.

Man må sige at amerikanerne ikke går på kompromis med noget som helst. Jeg har aldrig set et så gennemført tysk sted. Vi bliver bænket ved langborde og får allernådigst lov til at nøjes med halvlitersglas i stedet for de almindelige literglas.

Nick planlægger sin ølaften ca. 5 øl ud i fremtiden. Intet er overladt til tilfældighederne, når han pløjer gennem ølkortet. "I think... for my fourth beer I'll have the ... " Imponerende. Resten af os improviserer derudad eller følger Nicks kendertips. Vi bestiller også et udvalg af de tre slags grillpølser med sauerkraut, peberrod og sennep. Stadig venter vi på Dave Major (der er notorisk kendt for altid lige at skulle have en lur) og hans ukendte kumpan, så vi kan komme på Brooklyn Brewery.

Da Dave endelig ankommer (veludsovet) er vi godt beduggede... kl er mange og Nick må sande at vi ikke kommer på på bryggeribesøg i denne omgang. Efter lidt godmodigt brok ... og en Palm Ale mere, bliver vi enige om at gøre det næste gang chancen byder sig... hvilket sikkert kan blive inden for de næste par år (ifølge Nick).

Det er mægtigt hyggeligt så vidt jeg husker, men pludselig skal vi videre. Vi ender først på en sløv brasiliansk bar og derefter på et sted der har en pasfotoautomat.

Stedet med pasfotoautomaten har jeg ikke særligt meget interessant at sige om. Det er det klassiske. Der er mange mennesker. Gruppen splittes op mindre grupper og pludselig er alle taget hjem. Hm... men det var måske også bedst på den måde... På vejen ud fandt jeg i øvrigt ud af hvorfor der havde været så allerhelvedes varmt derinde.

Den glemte middag på Dag 4

Ok ... Så jeg glemte lige at nævne middagen på dag 4 ... ikke fordi jeg hænger mig i detaljer, men den er faktisk værd at nævne.

Dag 4

Det viser sig at vi skal ud at spise med Paddy og to af Heidis venner ... eller rettere en veninde og dennes kæresten. Det er i og for sig hujende ligegyldigt ... Vi spiiste på en lækker lille restaurant Marlow & Sons på Broadway i Williamsburg. Drønhyggeligt sted i brun bodega-stilen. Usædvanlige cocktail og usædvanligt god mad!

For at nævne lidt highlights fik jeg en økologisk Brick Chicken, der helt simpelt er en halv kylling tilberedt ved at lægge en glohed mursten ovenpå kyllingen. På den måde bevarer den virkelig meget saft og kraft. W-burg er virkelig hippie-land, så man skal ikke være allergisk overfor økologi... det er jeg nu heller ikke og kødet var forrygende. Kan ikke huske tilbehøret, men de andre gæster spiste bl.a. andehjerte-salat ... meget smukt anrettet og velsmagende.

Til maden hørte cocktails, så de selv havde designet, så det nærmeste jeg kunne komme på min whisky sour var noget med boubon, campari og øl... mystisk, men ikke udrikkeligt. Det viste sig senere at man ikke var tvunget til at acceptere deres specialdrinks.

Som det fremgår af billedet med mig og Heidi fik jeg et par af de der cocktails ... men ikke så mange at desserten blev slettet fra min hukommelse.

Her taler vi exceptionelt dessertkræs. Det var aftenens højdepunkt. En chokoladetærte, sort og syndig, med et lag af kiks nederst, ovenpå dette en tyndt lag karamel og herpå selve chokoladefyldet. I sig selv havde dette været vidunderligt, men prikken over det proverbiale i blev sat ved at kagen var strøet med flager af fransk middelhavssalt... Usandsynlig kombination, helt mirakuløst velsmagende.

Vi dalrede stille hjem i den lune nat med fyldte maver, mens vi grådigt afsøgte kindtænderne for mere vidunderlig karamel, chokolade og et sidste fortryllet korn salt.