Endnu en hyggedag i W-burg

Dag 7

Jeg begynder at føle mig mere og mere hjemme i W-burg. Drønede rundt på må og få og ledte efter cykelbutikker, hvilket viste sig at være lidt ørkesløst uden kort... men jeg elsker bare at vade rundt i området og suge stemningen til mig.

Da jeg var træt futtede jeg ind hos en barber og fik flyttet ørerne af en lille venlig polsk dame.

Så satte jeg mig ind på en hyggelig café (Fabianes) og fik en solid kop mælkekaffe og en sandwich med hummus og lam.

Efter at have læst min bog og gloet på mennesker en rum tid på Fabianes begav jeg mig hjemad.

Martin ringede og jeg futtede ned i Marlow & Daughters efter lidt grillbart. Købte en fascinerende stor steak, lidt pølser med rosmarin og rødvin, lidt god gedeost og en ordentlig nævefuld violiner (olivener).

Jeg præparerede kødet, Martin grillede det og Heidi og jeg lavede en grapefrugt, pære, spinat, tomat og gedefeta-salat med en sød vinaigrette. Mens Martin grillede færdigt spiste vi ærter fra bælgen og store fede kirsebær og lod mørket lægge sig over terrassen. Kødet var usædvanligt mørt og måltidet blev ledsaget med seltzer (en danskvand med særligt meget brus, som er meget populær i det jødiske nabolag).

Lækkert, afslappet og hyggeligt. Vi snakkede om at bo i kollektiv, de mange gæster som Martin og Heidi har boende i løbet af et år - og om mine diskussioner med Matt om socialised medicine.

Nu sidder vi og sysler med hver vores bog eller computer og er helt i zen... mindst ...

Long Beach

Nå jah... Jeg glemte at sige at udover mine myggestik lykkedes det mig at blive solskoldet på en 5x20 cm lang stribe på højre side af overkroppen. Synes ellers jeg var så grundig med den solcreme ... suk...

Dag 6

Efter byturen vågnede jeg op fuldt påklædt på sofaen... med en belagt tunge af sprukkent sålelæder og en smag som indersiden af et baggårdsgarveri. Morgener som disse er det svært at tro at man nogensinde bliver normal igen. Heldigvis hjælper det at se ens venner lider mere end en selv.

Martin og jeg blev vækket af Heidi, der ringede for at spørge om vi kom ud til Long Beach. Efter to hurtige brusebade vaklede i vi ned i en taxa, der kørte os til Penn Station og derfra var der en time i tog til Long Beach. Jeg forundres konstant over stedet her... til min store overraskelse hed første stop "Jamaica". Hvad sker der for de amerikanere? Find dog på jeres egne navne... freaks...

Toget er proppet, men jeg får da læste det sidste af Bjarne Reuters punktvist hyleskægge "Den iranske gartner" og pludselig ankommer vi til en anden planet.

Det her er sommerlandet. En time udenfor New York city ligger det vildeste sommerferieparadis, med lange hvide strande, ret store bølger, strandbarer og relativt billige huse til leje.

I en taxa kører vi med en jazz-musiker der ofte har spillet i Danmark og efter en ret interessant samtale om den gamle by i Århus - møder vi Heidi ved en deli. Vi køber to tiltrængte sandwiches, da ingen af os var i stand til at spise hjemmefra og begiver os på stranden.

Heidi har boet hos 5 sygeplejersker, (hvor nurse Janet er den ene), der har lejet et hus i Long Beach for sommeren. Vi ankommer på stranden, hilser pænt, men er nu ikke specielt selskabelige... Vi spiser, hopper i vandet og falder i en dyb søvn.

Stranden og vandet er forrygende. Det blæser lidt, så det er ikke for varmt og når kropstemperaturen lige tikker over hopper vi i vandet og springer rundt som tosser i de store bølger.

Efter 6-7 timer ved stranden samler vi pakkenelliker og sydfrugter sammen og begiver os hjem. Vi lejer et par film og jeg snupper endnu en serie fotos fra opgangen... Hyggelig dag, trods den barske start.

Har nu fundet min frisør i W-burg og begiver mig ned til den lille polske dame på Bedford Ave, der efter sigende klipper godt. Altså damen.

På biergarten med mere ...

Sidder og sunder mig efter en temmelig barsk nat. Selvom Martin, Heidi og jeg hang ud hjemme og så en middelmådig Clive Owen-film blev mærkelig nok en ret slem nat. Vandet forsvandt i bygningen så jeg ikke kunne komme i bad efter at have kastet mig i bølgen brun og min beslutning om at sove ude på terrassen, viste mindre god end først antaget, da jeg vågnede op med gigantiske myggestik.

Det kløede ad ht og jeg udviklede 3x4 cm store hævelser omgivet af rødme... Vildeste myggestik jeg har oplevet... Havde måske fået 10-15 stykker på hænder arme og skuldre. Kløen var så intens at jeg i min søvnige hjerne udviklede en teori om at jeg var uvidende var stødt på halvfarlige gopler på stranden - og fordi jeg ikke havde kunnet skylle mig af bagefter, havde deres gift tid til at arbejde sig i gennem min hud ... Men her til morgen var der kun små røde prikker, en gedigen restkløe og en hævelse i underlæben der ikke vil lægge sig...

Men nu skal jeg fortælle om i forgårs ...

Dag 5

Martin advarede mig hjemmefra om at der ville blive en boys' boozy night out, med Nick, Dave, Matt og andre gutter... Vi skulle i hvert fald på Brooklyn Brewery, thi Nick (øl-aficianado par excellence) havde taget initiativet. Han havde åbentbart det sidste halve år eller mere knoklet r... ud af bukserne, med en stor examen ved siden af en 70 timers arbejdsuge - og som far til en 1 årig knægt. Konen og knægten var i Frankrig og examen var overstået, så Nick trængte til at komme lidt ud og vifte med ørene. Billedet viser Nick, da det går op for ham at vi alligevel ikke når at komme på Brooklyn Brewery.

Nå men... Vi starter på Martins terrasse. Heidi er sendt til Long Beach med veninderne. Mødetiden er kl 13, så omkring kl 14 dukker Nick op og derefter Matt. Vi får et par tøsedrinks med jordbær og lidt snacks. Snart dasker vi ned mod Downtown W-burg for at finde et passende sted at vente på de andre.

Efter at været stødt på et bikertræf faldet valget på Biergarten Badengast, hvor vi kan hænge ud, drikke god øl og se unge amerikanere, børnefamilier og bikere i en stor pærevælling sejle rundt i godt bayersk øl, pølser og sauerkraut.

Man må sige at amerikanerne ikke går på kompromis med noget som helst. Jeg har aldrig set et så gennemført tysk sted. Vi bliver bænket ved langborde og får allernådigst lov til at nøjes med halvlitersglas i stedet for de almindelige literglas.

Nick planlægger sin ølaften ca. 5 øl ud i fremtiden. Intet er overladt til tilfældighederne, når han pløjer gennem ølkortet. "I think... for my fourth beer I'll have the ... " Imponerende. Resten af os improviserer derudad eller følger Nicks kendertips. Vi bestiller også et udvalg af de tre slags grillpølser med sauerkraut, peberrod og sennep. Stadig venter vi på Dave Major (der er notorisk kendt for altid lige at skulle have en lur) og hans ukendte kumpan, så vi kan komme på Brooklyn Brewery.

Da Dave endelig ankommer (veludsovet) er vi godt beduggede... kl er mange og Nick må sande at vi ikke kommer på på bryggeribesøg i denne omgang. Efter lidt godmodigt brok ... og en Palm Ale mere, bliver vi enige om at gøre det næste gang chancen byder sig... hvilket sikkert kan blive inden for de næste par år (ifølge Nick).

Det er mægtigt hyggeligt så vidt jeg husker, men pludselig skal vi videre. Vi ender først på en sløv brasiliansk bar og derefter på et sted der har en pasfotoautomat.

Stedet med pasfotoautomaten har jeg ikke særligt meget interessant at sige om. Det er det klassiske. Der er mange mennesker. Gruppen splittes op mindre grupper og pludselig er alle taget hjem. Hm... men det var måske også bedst på den måde... På vejen ud fandt jeg i øvrigt ud af hvorfor der havde været så allerhelvedes varmt derinde.