En stille aften i Dumbo

Dag 3:

Selvom vi havde snakket om at i aften skulle være en slapper-aften, endte vi alligevel med at tage til noget udendørs-frifilm-agtigt under Brooklyn Bridge. Martin dirigerede mig rundt i køkkenet og snart havde skabt en del sandwiches. Et sæt med æggesalat (udover æg, mayo, trøffelolie, karry, sennep, saltagurk, salt, peber og frisk timian) og et sæt med en forrygende skinke,god stærk cheddar, balsamico, skalotteløg og romainesalat. Ikke halvt skidt ...

Efter en 15 min cykeltur gennem en særligt trøstesløs del af Brooklyn (ikke vist på billeder, men også bedst beskrevet med en stank af skrald og skidtfisk), ankom vi til hvad Martin siger er det nye hippeste sted i NY: Dumbo.

Det så godt nok hipt ud. Alle var på cykler. Enten de karakteristisk udkørte 70'er stålvrag eller topshinede fixies. Der findes åbentbart ingen mellemting. Gaderne bugnede af gallerier og mystiske barer ...

Filmen var Raising Arizona af Coen-brødrene med Holly Hunter og Nicholas Cage i en af sine sjældne gode præstationer. Før filmen spiste vi sandwiches og frugt og mødte flere nye mennesker. Både Heidi og jeg havde vildt overfyldte æggesalatmadder, hvilket resulterede i at vi spildte intensivt på de andre medbragte tæppe. Men de andre var så drønhøflige t de ikke nævnte det med et ord.

I modsætning til Fri Film i DK, tror jeg over halvdelen af publikum var skredet halvvejs gennem filmen, selvom det var en smuk lun sommeraften.

Cyklede tilbage gennem det i mørket noget mere skumle område af Brooklyn, der stadig emmede af skraldelugt, og Heidi og Martin pludrede lidt om hvorvidt de skulle købe noget i kvarteret. Min næse krympede sig ved tanken - og de blev da også enige om at ingen af dem gad gå rundt i dette område om natten alene. Lykkeligt.

På vejen hjem snublede jeg over dette roadkill. Smukt ikke?

Til sidstet billede af Martin og Heidi på vej op med cykel og picnic-taske-ting fra turen.

Dag 4:

Martin grinede meget af mine oplevelser i den ultraortodokst jødiske del af Williamsburg og tegnede et kort til mig, så jeg finde hipster-delen. Så snart jeg er færdig med at skrive vil jeg futte ud og lede efter en frisør i W-burg.

Williamsburg by day

Dag 3:

Hm ... ja ... tog en slapper. Martin og Heidi smuttede på arbejde i morges og jeg stenede nogle timer i sofaen, med at blogge og læse nyheder fra verden og hjemmefra.

Solen skinner som besat og terrassen er kogende varm.

Gik en tur i Williamsburg. Meget surrealistisk. Det er et lille ultra-ortodokst Jerusalem. Jeg hørte stort set kun (hvad jeg går ud fra var) jiddisch.

Alle mændene er sortklædte med lange frakker, bredrimmet hat, skæg og slangekrøller. Gifte kvinder har viklet et tørklæde om hovedet eller går med damehat. Familierne er store. Gerne 5-6 børn i flokken der går på gaden og alle pigerne respektivt drengene er klædt uniformt. Selv de helt små drenge har slangekrøller, mens resten af hovedet er plysset.

Jeg havde ikke taget kameraet med ... Det var sgu trist ... Ved nu heller ikke om jeg ville have modet til at fotografere dem åbentlyst. Det kribler i fingrene. Der er mange gode og særprægede fotos at tage... fx. en reklame for "Torah News" og flere vidunderlige plakater med reklamer for klezmer-muzik. Min yndlingsplakat havde ordene "HE'S BACK!" som massiv headline og et billede af en meget undseelig lille slangekrøllet jødisk mand nedenunder ... Det var smukt og ganske blottet for ironi.

Jeg må tage mod til mig og forsøge med det store kamera. Martin siger at jeg bare skal fotografere og så smile og vinke venligt bagefter... indtil da vil jeg gøre som Dodo and the dodos og pynte med et billede af en knallert. (Taget med min tlf).

Senere i dag cykler vi til Brooklyn Bridge og ser noget udendørs-film.

Sejltur til frihedernes gudinde og sød muzak

Dag 2:

Efter jeg havde skrevet på bloggen, drønede jeg ned at trapperne og efter en taxatur sad jeg med Heidi og Martin på et pizza-etablissement, hvor også Heidi veninde, Janet, dukkede op. Jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt så mange hvinende "Oh My God", så hurtigt i træk ... til sidst sad jeg selv om mumlede OMG, bare for at ikke at falde helt ved siden af selskabet.

Jeg gjorde flere gange store øjne til Martin, ved de særligt insisterende og øresønderskærende OMG's, men han er åbentbart meget vant til det. Situationen gav serien Sex In The City et uventet dokumentarisk præg.

Efter udmærkede salater og tyndbundende pizzaer med milde coronaer, begav vi os ned til bådene ved 35 Street øst. Det lille anløbssted bestyres åbentbart en nogle særdeles store sorte gutter og kan chartres til fester o. lign. Det var de store lingvistiske afro-amerikanske fordommes holdeplads. Er du sviller... De talte fuldstændig som karikeret i RAW (Eddie Murphy)... To kvinder var oppe og hyggeskændes og den fik ikke for lidt med ghetto-attituder og trusler. Kan ikke gengive det i text ...

Vi bordede og det viste sig at Martin og Heidi kendte 50 af de mange mennesker to-etagers båden. Af dem jeg kendte var der Paddy (tyskeren fra igår) og Eric, en fin gut der besøgte mig på Nokken som del af Martins rejsehof i sommeren 2006 (tror jeg). På det noget slørede billede ses (uden blitz ISO 1600), ses Eric med hvid hat og skæg og Paddy er den småbuttede tysker i den baggrunden.

Jeg blev udstyret med en Heineken og prøvede febrilsk at holde rede på de 50+ navne jeg pludselig skulle jonglere med. Mit eneste forsøg på at konversere fornuftigt var med Heidis veninde Janet, der er sygeplejerske. Jeg var oprigtigt interesseret i sygehusvæsenet herovre ... og det resulterede altså i en meget triviel arbejdssnak, som stakkels Janet stak af fra, da det gik op for hende at jeg holdt emnet i en skruetvinge og nægtede at skifte. Hun havde ellers en meget interessant Bennetts fraktur vi aldrig fik drøftet ...

På billede ses fra venstre Heidi, Martin og Nurse Janet. Her er Martin endnu ikke gået til den gode whisky som bartenderen var så gavmild med.

Så var der foto-muligheder og mændene fremdrog deres imponerende arsenal af foto-udstyr. Jeg skød et par pligtbilleder at frihedsdamen og lidt NY skyline by night. Det var ret så smukt, og omkring mig blev folk mere og mere berusede ...

Musikalsk bød aftenen på en sanglærke i form af Erics kæreste April Smith, hvis sirupstykke lillepigecharme, druknede lidt i at hun konstant forsøgte at få folk til at donere penge så hun kunne udgive et album. Fint nok... Hun havde en god stemme og var både sjov og musikalsk på scenen.

Det andet band blev jeg rigtigt godt gammeldags glad for. De hed Tally Hall. Fem gutter der lød og lignede en blanding af Beatles, Weezer og Monty Python. De var forrygende, desværre gjorde de sig sjove på bekostning af April Smith og det ømme fundraising-punkt ... Hm ... de kunstnere ...

Martin havde efterhånden fundet den flinke bartender med whisky-flasken og tøserne havde sat snakketøjet i 5. gear, så jeg pludrede lystigt med og blev i ganske godt humør. Vi sejlede en 3-4 timer og så var Martin klar til at gå i dok.

På vej ind i taxaen mod Williamsburg, blev jeg overbevist om at tage videre i byen med Eric og Paddy og diverse andre. Så Heidi og whiskytønden ovenfor smuttede hjem alene. Det viste sig dog at 'i byen' var ud at spise på et sted hed Schillers, hvor jeg hang ud en time, til Eric belejligt skulle hjem til Williamsburg.

Sneg mig musestille ind, børstede tænder og snorkede snart lystigt på min 43 grader varme hems.