Dag 2:
Efter jeg havde skrevet på bloggen, drønede jeg ned at trapperne og efter en taxatur sad jeg med Heidi og Martin på et pizza-etablissement, hvor også Heidi veninde, Janet, dukkede op. Jeg må indrømme at jeg aldrig har hørt så mange hvinende "Oh My God", så hurtigt i træk ... til sidst sad jeg selv om mumlede OMG, bare for at ikke at falde helt ved siden af selskabet.
Jeg gjorde flere gange store øjne til Martin, ved de særligt insisterende og øresønderskærende OMG's, men han er åbentbart meget vant til det. Situationen gav serien Sex In The City et uventet dokumentarisk præg.
Efter udmærkede salater og tyndbundende pizzaer med milde coronaer, begav vi os ned til bådene ved 35 Street øst. Det lille anløbssted bestyres åbentbart en nogle særdeles store sorte gutter og kan chartres til fester o. lign. Det var de store lingvistiske afro-amerikanske fordommes holdeplads. Er du sviller... De talte fuldstændig som karikeret i RAW (Eddie Murphy)... To kvinder var oppe og hyggeskændes og den fik ikke for lidt med ghetto-attituder og trusler. Kan ikke gengive det i text ...
Vi bordede og det viste sig at Martin og Heidi kendte 50 af de mange mennesker to-etagers båden. Af dem jeg kendte var der Paddy (tyskeren fra igår) og Eric, en fin gut der besøgte mig på Nokken som del af Martins rejsehof i sommeren 2006 (tror jeg). På det noget slørede billede ses (uden blitz ISO 1600), ses Eric med hvid hat og skæg og Paddy er den småbuttede tysker i den baggrunden.
Jeg blev udstyret med en Heineken og prøvede febrilsk at holde rede på de 50+ navne jeg pludselig skulle jonglere med. Mit eneste forsøg på at konversere fornuftigt var med Heidis veninde Janet, der er sygeplejerske. Jeg var oprigtigt interesseret i sygehusvæsenet herovre ... og det resulterede altså i en meget triviel arbejdssnak, som stakkels Janet stak af fra, da det gik op for hende at jeg holdt emnet i en skruetvinge og nægtede at skifte. Hun havde ellers en meget interessant Bennetts fraktur vi aldrig fik drøftet ...
På billede ses fra venstre Heidi, Martin og Nurse Janet. Her er Martin endnu ikke gået til den gode whisky som bartenderen var så gavmild med.
Så var der foto-muligheder og mændene fremdrog deres imponerende arsenal af foto-udstyr. Jeg skød et par pligtbilleder at frihedsdamen og lidt NY skyline by night. Det var ret så smukt, og omkring mig blev folk mere og mere berusede ...
Musikalsk bød aftenen på en sanglærke i form af Erics kæreste April Smith, hvis sirupstykke lillepigecharme, druknede lidt i at hun konstant forsøgte at få folk til at donere penge så hun kunne udgive et album. Fint nok... Hun havde en god stemme og var både sjov og musikalsk på scenen.
Det andet band blev jeg rigtigt godt gammeldags glad for. De hed Tally Hall. Fem gutter der lød og lignede en blanding af Beatles, Weezer og Monty Python. De var forrygende, desværre gjorde de sig sjove på bekostning af April Smith og det ømme fundraising-punkt ... Hm ... de kunstnere ...
Martin havde efterhånden fundet den flinke bartender med whisky-flasken og tøserne havde sat snakketøjet i 5. gear, så jeg pludrede lystigt med og blev i ganske godt humør. Vi sejlede en 3-4 timer og så var Martin klar til at gå i dok.
På vej ind i taxaen mod Williamsburg, blev jeg overbevist om at tage videre i byen med Eric og Paddy og diverse andre. Så Heidi og whiskytønden ovenfor smuttede hjem alene. Det viste sig dog at 'i byen' var ud at spise på et sted hed Schillers, hvor jeg hang ud en time, til Eric belejligt skulle hjem til Williamsburg.
Sneg mig musestille ind, børstede tænder og snorkede snart lystigt på min 43 grader varme hems.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar